Hus i udkanten af Christiansted
Det er i dag fire uger siden vi ankom til St. Croix og meget er sket siden, specielt i de sidste to uger siden mit forrige blokindlæg. Mine tanker og energi har desværre været optaget af andet end at skrive blog i de sidste par uger, men nu er jeg i gang igen.
Fotografiet ovenover har jeg taget tidligere i dag, og rummer meget af essensen af min fornemmelse af St. Croix. Et sådant hus vil man jo nok aldrig se i Danmark. Et meget friskt valg af farver, men samtidig også utrolig tillukket og dog indbydende med indgang helt nede ved vejen.
Jeg har en utrolig masse temaer jeg godt vil have skrevet om, temaer som er kommet op siden mit forrige blogindlæg for snart to uger siden. Dette indlæg bliver nok bare en introduktion til disse temaer som jeg så skriver mere indgående om i kommende indlæg.
Livet her på St. Croix er meget anderledes end i Danmark, ting man tager for givet i Danmark skal man ikke nødvendigvis regne med at finde her. Ofte finder man så også ud af at man ikke nødvendigvis behøver alle disse ting, mens andre er svære at undvære, kulde og årstider er i hvert fald noget jeg godt kan savne.
De sidste par uger har været hårde hernede, mine tanker har været optaget af ting i Danmark og samtidig følte jeg det ikke gik så glat med mit praktiksted/projekt. Men i dag har jeg fået en afklaring på en del ting og samtidig kan jeg begynde at se nogle muligheder for praktiksted/projekt. Jeg besluttede at fejre det ved at gå på opdagelse i mange af de små gader og gyder jeg ikke normalt kommer i Christiansted, og samtidig gøre status over mit indtryk af St. Croix.
Vi mennesker er så utrolig forskellige og alligevel så ens. Der findes hvide, brune og sorte (hovedsageligt her på øen), imødekommende og lukkede, glade og opgivende, livlige og udmattede. Alle disse forskellige mennesketyper støder man på, på sin vej, specielt her hvor der findes alle typer og der ikke skjules noget. Hvis man har lyst til at ligge og sove midt på gaden så gør man det, hvis man har lyst til at gå og vaske gaden med en gulvmoppe så gør man det. Hvis man har lyst til at lade sit udbrændte hus med brændte møbler/fjernsyn/køleskab stå urørt hen til naturens lyster, så gør man det.
Bedst som man går og synes det godt kan virke en smule trøstesløs for den menneskelige race bliver man mødt med det mest åbenhjertig og oprigtige smil fra en lille dreng der stå og vinker glad til mig og siger "Hallo mister". Drengen havde jeg mødt et par dage tidligere i botanisk have hvor jeg var ude med Cecilie, mens vi stod midt ude blandt planterne i haven kommer denne lille dreng hen til mig og helt uden forbehold blot med en oprigtig glæde vil han vise mig alle de planter han kan navnene på. Efter sådan en oplevelse blottet for bagtanker, mistro eller andre negative tanker begynder man igen at have håb for os mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar