29. oktober 2012 - Life is Good

Efter endt arbejdsdag, sidder jeg og nyder min madpakke. Bag mine ben ses en rygsæk med en GPS modtager, den har jeg gået ned ad stranden med for at registrere vandstanden.

Sidst på dagen tog jeg til frisbee/ultimate træning ved universitetet. På vej hjem fra træningen får jeg øje på en tekst bag på den foran kørende jeep, teksten lyder: ”Life is Good”. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor sigende denne tekst er for mentaliteten og stemningen her på øen.

Stemningen kan til dels sammenlignes med hvordan det bliver i Danmark, når solen om foråret begynder at varme. Lige som planterne begynder at titte frem overalt gør folk det også. De sidder ikke længere derhjemme blandt hjemmets fire vægge, men kommer ud i det fri. Folk virker lidt gladere, smiler mere, er mere imødekommende og virker ikke helt så bekymret som til dagligt. Her på øen virker det sådan, bare hele tiden.

Vejret er jo for det meste godt hele tiden, så folk er udenfor. En familie er måske taget ud til en nærliggende strand og sidder og griller fisk, mens børnene leger i vandkanten. Ved siden er nogle hobbyfiskere ved at lande eftermiddagens fangst af hummere, og folk kommer forbi og køber et par stykker. Inde i byen sidder mennesker rundt omkring i skyggerne under husenes solafskærmninger og snakker højlydt om alt og ingenting. Det er ofte ikke indholdet af samtalen der er det vigtige, men det at sidde og hygge sig som er den drivende kraft i samtalerne. Langs promenaden ved vandkanten ligger der en masse restauranter og barer, som ofte ikke har nogen vægge, da det jo sjældent bliver under 25 grader selv ikke om natten. Så ude i det fri hygger folk sig med en øl eller to.

Folk som man knapt nok har mødt, og nogle gange slet ikke måske har de bare set en en enkelt gang et eller andet sted, kan finde på at henvende sig til en som om man er de bedste venner. I starten kunne det godt virke lidt overvældende, men det er jo egentlig ganske rart. En dag da Cecilie og jeg var på vej ned til byen, ser vi på afstand nogle der spiller bold på græsområderne rundt om fortet. Mens vi går forbi i en afstand af 100-150m råber en af fyrene efter os: ”You guys wanna play ball?” og vi kendte ham knap nok, er i hvert fald i tvivl om hvor vi skulle have mødt ham. Sådan en åbenhed/imødekommenhed støder man ofte på her på øen.

Den ubekymrede mentalitet mærkes også tydeligt i trafikken. Bare det at man kører i venstre side med rattet også i venstre side siger noget om at man ikke tager tingene så tungt. Men også de forskellige vejbaner er noget løst defineret. De har oprindeligt været fint optegnet, men i dag er de fleste linjer og pile på vejene væk, så ofte kan det ikke ses på vejen om man er placeret korrekt, men man kører bare efter dem foran og håber det bedste. På en mærkelig måde virker det til at fungere, når man bare slipper tanken om blinklys, vigepligt, hastigheds begrænsninger og andre ”ligegyldige” regler, og bare lader sig følge med strømmen og dropper bekymringerne, og i sit stille sind tænker ”Life is Good”. 

”Life is Good” er nok vejen til den Caribiske tilgang til tilværelsen og syn på livet, og det er måske i grunden slet ikke så tosset :-)

24. oktober 2012 - Lokalsamfundet: de sorte, brune og hvide

Efter at have boet på St. Croix i nu seks uger har man efterhånden fået en fornemmelse for de dagligdags ting. En af disse ting er de forskellige kulturer som dels de sorte, brune og hvide har, og hvor opdelt befolkningen er i disse grupper, men også hvor lille lokalsamfundet på en måde er. De sorte er stort set alle efterkommere af slavere enten her fra øen eller fra nogle af de andre øer i Caribien. De brune er hovedsageligt fra Puerto Rico og består egentlig af en blandet skare af mennesker af både efterkommere fra indianere, afrikanere og europæere, som så i dag derfor fremstår brune. De hvide er er næsten alle fra USA med enkelte tilflyttere fra Europæiske lande - hvoraf selvfølgelig nogle fra Danmark.

Det burde måske ikke komme som nogen overraskelse at mennesker med forskellige kulturelle baggrund ikke blander sig alt for meget med hinanden, men det er nu bare så tydeligt her. De tre forskellige grupper tilhører som regel også hver sin økonomisk og uddannelsesmæssige gruppe, de rige veluddannede hvide, de lidt fattigere og mindre uddannede fra Puerto Rico og de som regel fattige og uuddannede sorte. Dette bidrager selvfølgelig yderligere til en opsplittelse mellem grupperne.

På trods af de store forskelle mellem befolkningsgrupper, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor ens vi alligevel er. Tag nu tendensen med rytmisk at trykke på en kuglepen, dybest set giver den jo ingen mening, men alligevel kender alle mennesker vel følelsen af at gøre det. Kvinden her var i hvert fald meget optaget af at gøre det, busturen fra Frderiksted til Christiansted tog lidt over en time og jeg vil gætte på at hun nok var optaget af sin kuglepen i mindst halvdelen af turen.

På det projekt jeg arbejder på, er der en række forskellige mennesker involveret, bla. biologer, forstfolk og andre "naturrelateret" uddannede mennesker, de arbejder dels enten for staten (US Fish and Wildlife) eller det private firma jeg er i praktik hos. Fælles for dem alle er at de er veluddannede og hvide. På Cecilies praktiksted arbejde der både hvide og sorte mennesker, men det er de hvide der ejer firmaet og har veluddannede stillinger, de sorte er "blot" medhjælpere og sekretæren.

Selvom det er et relativt lille antal mennesker vi har kendskab til her på øen, er det alligevel imponerende hvor ofte man løber ind i nogen af dem til sociale arrangementer. Vi var for et par uger siden til en lokal oktoberfest på øen, arrangeret af nogle lokale der oprindelig kommer fra Tyskland. Til festen var der måske 200 mennesker, og sørme om der ikke både var en fra Cecilies praktiksted, en fra den lokale dykkerbutik vi havde handlet i, en fra den lokale kaffebar, og en der arbejdede for vores boligområde der genkendte os. Ud af de 200 mennesker var der måske fem sorte. Selvfølgelig er oktoberfest nok mest kendt af mennesker med relation til Tyskland, men alligevel burde det ikke lede til den store forskel på gæsternes afstamning, men som nok mere er bestemt af at de kommer der hvor de andre som er lige som dem selv kommer. Senere var vi til en anden offentlig fest i den lokale park, hvor der hovedsagligt var folk fra Puerto Rico, festen var godt nok arrangeret af puertorikanere, men stadigvæk kunne man godt have forventet at andre befolkningsrupper ville komme forbi, hvilket dog ikke skete. I sidste uge var der igen fest i den selv samme park, blot var der nu kun sorte mennesker tilstede, og musikken var selvfølgelig også helt anderledes end den havde været til de to andre fester.

Et andet punkt hvor man mærker opdelingen er ved transportmidler. Der findes hovedsagligt tre offentlige transportmidler taxier (10-20$), taxivans (2,5$) og busser (1$). Når man som hvid går forbi en taxi råber de somregel efter en om man ikke har brug for at blive kørt et sted hen, og hvis man så spørger efter en af de andre transportmidler kigger de blot måbende på en. Det er jo ikke fordi hvide ikke må bruge de andre transportmidler, de gør det bare ikke. Jeg har efterhånden kørt en del med taxivans (som reelt bare er små busser), og kun en enkelt gang set at en hvid også kørte med. Når man stopper en taxivan på gaden tror de som regel også bare at man vil spørge om vej, eller vil have en rigtig taxi. Jeg har flere gange oplevet at de blot ryster på hovedet og peger i retningen af de "rigtige" taxier, selvom der dog som regel ingen problemer er med at køre med dem.

Samme mønster med opdelingen ses også der hvor jeg en gang om ugen spiller Ultimate med nogle andre. Det er ikke nogen klub eller noget i den stil man møder bare op hvis man har lyst til at spille på græsplænen foran universitetet. Men ud af de 40 mennesker jeg efterhånden har set har der været to sorte. Og selvfølgelig er de som regel også veluddannede. Og minsandten om der ikke også er en af dem jeg arbejder med fra US Fish and Wildlife der går til det, samt en jeg mødte til oktoberfesten, og så selvfølgelig også en der var med på den felttur for biologer jeg var med på. Til offentlige arrangementer som dette eller f.eks. en tur i Botanisk have møder man som regel en (og ofte flere) som man kender fra en eller anden sammenhæng, hvilket jo egentlig er ganske hyggeligt og dejligt.

22. oktober 2012 - Tur med Nina York

Lidt blandede fotografier fra en tur med guiden Nina York, som er fra Danmark, men har boet de sidste 50 år i USA, hvoraf de 35 på St. Croix.

Indefra fortet i Frederiksted

En af de gamle sukkerrørknusere som blev trukket rundt af dyr. I baggrunden ses Cecilie med familie, vores guide Nina York

Et avocadotræ, dog ikke den sort man ser i Danmark

Banantræ af den slags vi normalt ser i supermarkedet i Danmark

En anden slags bananer, som man ikke så ofte ser i Danmark

Hummerklo palmetræ

18. oktober 2012 - Valg til senatet på St. Croix

Der er valg til senatet i USA i starten af november så valgkampen er startet. Jeg har altid været fascineret af valgplakater, dels hvordan kandidaterne vælger at lader sig fremstille, men også i hvad de kan finde på at promovere sig selv på af slogans. Til tider synes jeg mange af disse slogans er misvisende eller bare fjollede, men dem man ser her på øen slår nu alt hvad jeg har set i Danmark.

Nedenfor har jeg listet hvad man ser på valgplakaterne rundt omkring, og det er slående hvor lidt indhold (politisk) der reelt er i dem.


- Commitment you can see
- A strong voice in challenging times
- Working for St. Croix 100% of the time
- Working to protect your future!
- The people's choice the people's voice
- Here to serve
- For the love of St. Croix
- Help me to help you
- It's time to make a brand new start
- Energy = business = jobs
- Enough is enough!
- Jobs jobs jobs jobs jobs
- In tough times stay positive
- A diamond in the rough
- Vote for tranparent leadership
- The right choice for a new voice

17. oktober 2012 - Første opmåling på stranden

Så har jeg endelig været ude at måle på stranden, som mit projekt omhandler. Stranden løber rundt langs det sydvestlige hjørne af St. Croix som er det fredede naturreservat Sandy Point, bl.a. pga. stranden som er en af de vigtigste ynglepladser for havskildpadder.

Det er så meningen at strandens profil løbende skal måles, og så kombineres med informationer om hvor havskildpadderne ligger deres æg, og ser om der er nogen sammenhænge og om der evt. kan gøres noget for at optimere yngleforholdene for havskildpadderne.

Når man ser på billederne af stranden tænker de fleste sikkert at det da må være et dejligt job. Det er det også de første fem minutter, men efter fem timer er sagen en anden. Man kan virkelig mærke hvor kraftig solen er og sveden drypper fra ens hage, men så må man jo ind i skyggen og køle lidt ned og lige pludselig er det hele vidunderligt med udsigten til det lækreste vand og palmetræer og små bjerge i horisonten.

Hvis der er nogen som genkender stranden, så er det nok fordi slutscenen i The Shawshank Redemption blev filmet her.

Opmåling i dejlige omgivelser og stærk sol

Så lidt skygge ind i mellem er dejligt

Som det kan ses af mit ansigtsudtryk er forholdene i solen noget anderledes, og ens skjorte er konstant gennemblødt af sved

En lille "sø" der var opstået på stranden som måtte vi i gennem, men vandet kølede dejligt så det var ikke noget problem. Til højre i billedet ses et laser level instrument der bruges til at aflæse de forskellige højder på målestangen ved de forskellige pinde vi har sat på tværs af stranden.

Den mere bevoksede del af stranden, med enkelte koksuspalmetræer

Jennifer og Claudia hjælpe en gammel krabbe over vejen, den imponerende klo er vist bare til pynt

Kort over området for Sandy Point.

15. oktober 2012 - En noget kold oplevelse

Jeg tilbragte det meste af min dag oppe på biblioteket hvor der er fred og ro til at læse i. Der er heller ikke så varmt, så det er lidt nemmere at koncentrere sig. Jeg var forberedt på at der ville være køligt, så jeg havde taget en tyk langærmet trøje med. Men da biblioteket holder sig en temperatur på 15 grader går det ikke i længden med et par shorts og trøje, jeg begyndte at småryste lidt efter nogle timer. Til næste gang overvejer jeg at tage min jakke, som jeg har gemt til New York/Danmark i december måned, med eller evt. et halstørklæde hvis det er muligt at opstøve et sådant her på øen. Måske man endda skule overveje at tage lange bukser med, en beklædningsgenstand jeg ikke har skænket en tanke i lang tid. 

Det lyder måske lidt mærkeligt, men det er meget svært at forestille sig hvordan det er at gå rundt i Danmark i kulde og blæst, næsten uvirkeligt når man sidder i bar overkrop sent om aften og bare sveder, men så er det godt man lige kan gå en tur op på biblioteket og få en lille fornemmelse for hvad der venter en om to måneder.

Nathalie fra Puerto Rico, som holdt mig med selskab under min frokostpause fra læsningen på biblioteket. En lille smule enfoldig, hun grinede mest når jeg prøvede at forklare hvad jeg lavede på St. Croix, men ellers meget venlig og snaksaglig.

Kokuspalme med, ja gæt engang, en kokusnød under

14. oktober 2012 - Photoshoot på Rainbowbeach

Ceilie blev den anden dag stoppet af en mand på gaden, som vi tidligere havde mødt ved biludlejningsfirmaet. Han ville helt vildt gerne have hende med til en eller anden turistting de skulle filme/fotografere på en strand ved navn Rainbow Beach der ligger lidt nord for Frederiksted. Og hun skulle bare tage sin kæreste med. Af en eller anden grund tror alle at vi er nygifte på bryllupsrejse eller i det mindste bare kærester. Men det lød da som en spøjs idé og det kunne da være sjovt at se hvad det var for noget, så vi begav os afsted mod vores "15 minutes of fame".

Der var dog meget lidt glamourøs stemning over Rainbow Beach den dag, blæst og lidt regn og tilsyneladende ingen kameraer, men sådan en gang god eftersårblæst er nu også meget bedre end at skulle stå og smile falsk til et kamera.

Hund kigger på dreng, dreng kigger på bølger

Blæst og storm på Rainbow Beach

Mere blæst og storm på Rainbow Beach

Sandy Point Beach - det er denne strand som er mål for mit projekt her på øen. Den er en af de vigtigste ynglepladser for havskildpadder i regionen.

En flok fugle som havde den sjove idé at alle sammen vende næbbet lige op mod vinden

Meget autentiske huller ind til murstenene i Frederiksted

12. oktober 2012 - Mr. Blues

Jeg plejer et par gange om ugen tage mig en lille løbetur i den nærliggende park Susana Santana. Jeg har tidligere skrevet om parken, og om en mand der kalder sig Mr. Blues der passer parken og hygger sig med at sætte skilte op rundt omkring, og kommer med gode råd om livet og opfordringer til at rydde op efter sig selv.

Mr. Blues gør andet end bare at sætte skilte op. Man finder ham tit i parken i timen inden solnedgang med en sæk i hånden, hvor han så går rundt og samler affald. Hvis han ikke samler affald kan det også være han er i gang med at anrette sirlige mønstre af konkyljer i græsset.

I dag da jeg var ude at løbe en tur gik Mr. Blues igen rundt i parken og samlede affald. Da jeg var på vej rundt min sidste gang i parken, sad Mr. Blues ved en bænk og stirrede ud over havet og den snart nedadgående sol, og jeg fik lyst til at høre hvilket slags menneske han i grunden er.

Han fortalte om sin opvækst på St. Croix inden turisterne opdagede øen og viste mig hvordan han som barn brugte konkyljerne som en slags trumpet ved at skære hul i bunden af dem, om sine håb for fremtiden og syn på livet og naturen. Han får ingen penge for sit arbejde i parken, han kommer med sin græstrimmer og klipper græsset når det har vokset sig højt. Han giver de hjemløse katte mad om aften, og ind i mellem låner han en lille bus og kører gamle ensomme mennesker ud til parken og laver mad til dem. Alt dette gør han uden at kræve noget igen. Han gør det fordi det føles rigtigt i hjertet som han forklarer mig, hvilket jo er meget smukt.

Mr. Blues, som inden han blev pensionist arbejde på en aluminiumsfabrik

Her sidder jeg så ind i mellem og læser mange lange rapporter på min ebook læser, og tager noter i min lille blok mens jeg ind i mellem spejder ud over bjergene, byen, havnen og havet.

11. oktober 2012 - Freedom

Frihed kan være mange ting, ofte kæder man frihed i USA sammen med ens bil, og i den henseende er St. Croix ingen undtagelse. Man kan i den grad føle sig fanget uden bil, desværre. Dels er hele infrastrukturen skabt til biler hvilket gør andre transportmidler, som cykler og ens egne ben ikke har nogen chance for at gøre sig gældende, og dels er man til fare sig selv og i lige så høj grad for bilisterne, hvis man vover sig ud på den to hjulede eller sine ben. Der findes, som jeg vist også tidligere har skrevet en form for offentligtransportmidler, som taxier og busser, disse er dog bare ikke særlig hensigtsmæssige da der stort set ikke findes nogen rigtige byer i Europæisk forstand, samt at de ikke kører efter 19-20 tiden om aften. Det meste af bebyggelsen (boliger, skoler, indkøbssteder, offentlig svømmepool osv.) er spredt jævnt ud over hele øen, uden nogen rigtige former for centrum. Dette gør at en bil er nødvendigt for at kunne komme rundt.

I kraft af denne situation har vi måtte leje os en bil, hvilket er blevet dette røde lyn.

Vi bad egentlig om en sølvgrå, men da en kvinde uheldigvis kommer i kombolage med indgangspartiet til udlejningsfirmaet  samt den trailer der gjorde det ud for kontor, med sin bil, måtte de skaffe en bil et andet sted fra som så blev rød.

Selvom det er dejligt endelig at kunne komme rundt omkring og ikke bekymre sig om man nu kan komme hjem igen, er der nu også en del ængstelse forbundet med at køre. De kører jo i venstre side her, men med biler beregnet til højrekørsel, så rettet sidder i den "forkerte" side. Det gør at når vejen svinger har man meget lidt udsyn og man ser først modkørende lige inden de passerer en. Men det vænner man sig til, hvad værre er at næsten alt vejbaneskiltningen er forsvundet med kun sørgelige rester tilbage af f.eks. en venstresvingspil. Det kan gå om dagen, men når det er mørkt sidder man i konstant spænding om man nu har forvildet sig ind på en forkert vognbane, og om der på den anden side af bakketoppen kommer en kæmpe lastbil kørende frontalt imod en. Men alt i alt er det nu dejligt at kunne komme til f.eks. ultimate inde på øen hvor en flok mennesker samles ved universitetet og spiller dette frisbee spil, hvilket egentlig er ganske hårdt, men også sjovt, og i næste uge har jeg kig på en 50m svømmepool hvor en flok svømmere holder til. Så ja hvor trist det end er, så er en bil en nødvendighed her på øen.

10. oktober 2012 - Livet på St. Croix

Hus i udkanten af Christiansted

Det er i dag fire uger siden vi ankom til St. Croix og meget er sket siden, specielt i de sidste to uger siden mit forrige blokindlæg. Mine tanker og energi har desværre været optaget af andet end at skrive blog i de sidste par uger, men nu er jeg i gang igen.

Fotografiet ovenover har jeg taget tidligere i dag, og rummer meget af essensen af min fornemmelse af St. Croix. Et sådant hus vil man jo nok aldrig se i Danmark. Et meget friskt valg af farver, men samtidig også utrolig tillukket og dog indbydende med indgang helt nede ved vejen.

Jeg har en utrolig masse temaer jeg godt vil have skrevet om, temaer som er kommet op siden mit forrige blogindlæg for snart to uger siden. Dette indlæg bliver nok bare en introduktion til disse temaer som jeg så skriver mere indgående om i kommende indlæg.

Livet her på St. Croix er meget anderledes end i Danmark, ting man tager for givet i Danmark skal man ikke nødvendigvis regne med at finde her. Ofte finder man så også ud af at man ikke nødvendigvis behøver alle disse ting, mens andre er svære at undvære, kulde og årstider er i hvert fald noget jeg godt kan savne.

De sidste par uger har været hårde hernede, mine tanker har været optaget af ting i Danmark og samtidig følte jeg det ikke gik så glat med mit praktiksted/projekt. Men i dag har jeg fået en afklaring på en del ting og  samtidig kan jeg begynde at se nogle muligheder for praktiksted/projekt. Jeg besluttede at fejre det ved at gå på opdagelse i mange af de små gader og gyder jeg ikke normalt kommer i Christiansted, og samtidig gøre status over mit indtryk af St. Croix.

Vi mennesker er så utrolig forskellige og alligevel så ens. Der findes hvide, brune og sorte (hovedsageligt her på øen), imødekommende og lukkede, glade og opgivende, livlige og udmattede. Alle disse forskellige mennesketyper støder man på, på sin vej, specielt her hvor der findes alle typer og der ikke skjules noget. Hvis man har lyst til at ligge og sove midt på gaden så gør man det, hvis man har lyst til at gå og vaske gaden med en gulvmoppe så gør man det. Hvis man har lyst til at lade sit udbrændte hus med brændte møbler/fjernsyn/køleskab stå urørt hen til naturens lyster, så gør man det.

Bedst som man går og synes det godt kan virke en smule trøstesløs for den menneskelige race bliver man mødt med det mest åbenhjertig og oprigtige smil fra en lille dreng der stå og vinker glad til mig og siger "Hallo mister". Drengen havde jeg mødt et par dage tidligere i botanisk have hvor jeg var ude med Cecilie, mens vi stod midt ude blandt planterne i haven kommer denne lille dreng hen til mig og helt uden forbehold blot med en oprigtig glæde vil han vise mig alle de planter han kan navnene på. Efter sådan en oplevelse blottet for bagtanker, mistro eller andre negative tanker begynder man igen at have håb for os mennesker.